Man skulle tro at min nylige flytning til Aarhus har medført, at jeg får opfyldt min jydekvota og dermed ikke har det store behov for at tage til Esbjerg, men så tager man fejl. Hold op hvor har det været dejligt at spendere et par dage på Vestkysten med min familie i blændende solskin med et hint af kuling. Det var slet ikke meningen, at der skulle være så stille her på bloggen, men jeg kom så langt ned i gear, at jeg simpelthen ikke magtede at tænde en computer. Så doven kan man være i sin ferie.

Jeg tror mange af os har et lidt ambivalent forhold til det sted, vi er vokset op, for på den ene side er der enormt mange minder forbundet med fødebyen, men på den anden side er det også for langt de fleste af os et sted, vi har valgt at forlade for noget større. Og nok også et sted, vi i vores teenageår så frem til at komme væk fra. Jeg har nu altid holdt enormt meget af Esbjerg, og jeg husker ikke, at jeg som sådan var ved at gå ud af mit gode skind over at bo der, eller at jeg havde en altoverskyggende trang til at forlade byen. Dog har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg gerne ville bo i for eksempel København eller at jeg gerne ville til udlandet, men jeg nyder sådan at komme ‘hjem’. For selvom jeg bor et andet sted og har været flyttet hjemmefra i mange år nu, så betragter jeg stadig Esbjerg som ‘hjem’.

Jeg altid forestilet mig, at når jeg engang bliver gammel, så skal jeg bo i en lille knaldhytte i en hyggelig landsby. Jeg skal eje en ged, en hund og en masse høns, og så skal jeg være på fornavn med alle i byen, så jeg har nok tendens til det lokale generelt, og det behov får jeg lidt stillet ‘derhjemme’. For jeg elsker også, at jeg i Esbjerg kender mine veninders forældre, og i mange tilfælde endda deres bedsteforældre så godt, at der kvitteres med et knus når jeg møder dem. Og noget af det bedste ved julen er også, når alle de gamle rødder vender tilbage til fødebyen fra alle mulige steder i verden, og vi mødes på vores gamle stamsted ‘Industrien’ til en sludder og en kaffepunch.

Men det er selvfølgelig også netop det der gør, at man får mulighed for at holde af sin fødeby uanset hvor stor, lille, pompøs eller rå den er. Fordi man har forladt den. Der er noget utrolig identitetsskabende i at ‘komme fra et sted’ og kalde det for hjem, for jeg kan da mærke, at jeg er stolt af at komme fra lige netop Esbjerg. Også selvom Esbjerg har et lidt blakket ry ude i Danmark, og har rygte for både det ene og det andet, men det er også noget af det, der gør Esbjerg til Esbjerg. Det har karakter, det er lidt skævt og bulet, det er ikke perfekt og måske endda undervurderet, men hvis du er ihærdig og gider at bruge tid på at lære Esbjerg at kende, så gror byen på dig og du får så meget igen, og det vil jeg da egentlig gerne identificere mig med.