Nu ved jeg ikke, om jeg er den eneste, hvis forældre for længst er rundet 60?
For deres vedkommende betyder det ihvertfald, at de ikke fuldt har integreret visse teknologier i deres hverdag, som f.eks. mobiltelefonen.
Især min mor, har ikke helt forstået, at det smarte ved mobilen er, at hun altid har den på sig, så andre kan få fat på hende rimelig meget når som helst. For når jeg ringer til min mor tager hun den aldrig. Til gengæld ringer hun gerne tilbage 3 dage senere og siger “du har lige haft ringet? Jeg nåede den ikke, den lå ude i bagagerummet i bilen/ude i blomsterbedet/på månen“.
Suk.
Men det mine forældre er allerdårligst til, er at sms’e.
Min indbakke er fuld af korte sms’er uden tegnsætning, så som “ok mor”, “vi ses far”, “ha ha” og “ja”.
Sidste gang jeg tog hjem til Jylland for at besøge dem, var det helt skidt. Jeg sad i toget, og var nok en halv time fra Esbjerg, og sender følgende sms:
Mig: “Hej far, henter du mig ved banegården? Jeg er der kl. 17.28“
Far: “ingen bil far“
…nå okay…betyder det at vi ikke har bil længere? Eller måske har mor bilen? Jeg prøver…
Mig: “Hej mor, har du bilen? Og kan du hente mig på banegården kl. 17.28?“
Mor: “Er i kolding tag en bus ses“
Riiiimelig kølig sms alligevel. Hvis hun var en veninde, ville jeg få koldsved på panden og tænke; ‘fuuuuck, jeg har gjort ét eller andet, og nu er hun pissesur på mig’.
Er færdig med at sms’e med forældre!
Er dog heller ikke selv verdens mest intelligente sms-bruger. Har op til flere gange præsteret at skrive noget mindre pænt om en person, og så komme til at sende det til vedkommende i stedet for en veninde. Det er fandme svært at forklare sig ud af.
Har også engang haft en fyr ovre, som bare ikke ville skride hjem. Så i min irritation brokker jeg mig til Joze på sms. Hun svarer ikke, og pludselig skulle fyren altså lige låne min telefon, til at ringe. Hvad sker der? Lige i det han låner telefonen, popper der en sms frem på skærmen fra Joze, hvor der står;
”Hahaha, vil han ikke skride? Den wanker! Skal jeg ringe og fake et dødsfald?“
Fyren fryser helt til, kigger på mig og siger; “øøh…jeg tror du har fået en sms…“
Doooooh!
…men i det mindste gik han da hjem.
Line Love