Mine teenageforventninger til 26-årige mig

31385_394119262198_7155173_n
Som teenager havde jeg altid utrolig travlt med at blive voksen. Jeg kunne ikke begribe, at jeg på et tidspunkt ville være et af de der mennesker, som var 26 år gammel. Hvordan mon mit liv var? Hvad mon jeg lavede til daglig? Hvordan mon jeg så ud? Havde jeg mon en kæreste? Jeg havde så mange spørgsmål og kunne næsten ikke vente med at møde mit voksne, forbedrede og klart mere seje jeg. Og selvom jeg jo ikke anede, hvad der ville ske i fremtiden, så havde jeg alligevel visse basisforvetninger, som jeg var rimelig sikker på ville være indtruffet der i midttyverne.

Som teenager var jeg overbevist om, at mit 26-årige-jeg ville:

- Have en sej kæreste, der laver noget mega sejt, bor i en sej lejlighed og generelt bare er sejere end alle andre fyre tilsammen. Reality: Mega single.
- Bo i en ok-lækker lejlighed, som er indrettet til perfektion med en blanding af nye ting fra i Ikea og nøje udvalgte genstande fra diverse loppemarkeder. Reality: Har haft 11 adresser de sidste 6 år, og de eneste møbler jeg ejer er en virkelig mærkelig, men ergonomisk korrekt, kontorstol og et tøjstativ.
- Gå i høje hæle hver eneste dag på mit meget vigtige og meget voksne arbejde. Reality: Tror, mine kolleger ville dø af grin, hvis jeg troppede op i nogle af mine dødsplateaus. Og så ville mine fødder visne og dø.
- Have et meget vigtigt og meget voksent arbejde. Reality: Altså jo mit arbejde er voksent…men ikke mere end at der er plads til at spille bordfodbold (og med ‘spille’ mener jeg ‘blive tæsket sønder og sammen hver eneste dag af mine mandlige kolleger, for mænd er åbenbart naturligt født med evnen til at være god til bordfodbold’).
- Altid have den nyeste discman eller måske endda en mini disc (uh, det var sejt dengang). Reality: Prøver stadig at finde ud af, om tablets bare er en modedille. Man skulle nødig investere i noget forældet elektronik.
- Holde op til flere avisabonnementer. Reality: …altså, det er bare fordi jeg skifter adresse ret tit, ik? Og så kan det være lidt irriterende med et avisabonnement, ik? (pinligt). Men købte 4 sladderblade i lufthavnen i sidste uge OG har abonnement på Euroman. Mit 26-årige-jeg beslutter, at det næsten tæller som avis.
- Have læst alle de store klassikere og generelt have en bred forståelse for og en vedvarende interesse indenfor kultur, politik, samfundsstrømninger, udland og økonomi. Reality: Kan man kalde pubcrawling for en slags kultur? For dér har jeg viden og vedholdenhed!
- Have investeret i mindst et par danske designklassikere. Som minumum eje en Arne Jacobsen stol. Reality: Har en Eames stol. Det er en kopi. Og den blev ofret under break-up’et med Pete og står derfor i London.
- Have lært at spise oliven, store, røde tomater og drikke rødvin. Reality: Tjek på oliven, tjek(!) på rødvin men de der store tomater, som man altid får i burgere og i sin durum; nej tak! De smager af kvalme.

Er jeg den eneste, der som teenager gik og dagdrømte om voksne mig? Hvad havde I som teenagere af forventninger til jeres voksenliv? Og har de holdt?

Fredag

10453829_240563972820035_1119967852_n
Aaaah fredag! Efter fire hektiske, spændende og lange dage i tv-studiet, har jeg en fridag for mig selv. Indtil videre har jeg spenderet den med at sove længe, ordne vasketøj, drikke kaffe i solen, læse avisen, kigge lidt i mine yndlingsbutikker, gå en tur i Latinerkvarteret og købe blomster. Der er noget helt vildt luksuriøst over at have fri på en fredag især når solen skinner, og man netop er kommet på den anden side af et stort projekt. Og om kun en uge har jeg faktisk to ugers sommerferie, så jeg føler lidt, at jeg så småt begynder at komme i feriemodus.

Jeg havde jo egentlig planlagt, at jeg ville på ferie alene i år, men jeg kunne ikke beslutte mig for hvor, jeg skulle tage hen, og så fik jeg det aldrig rigtig gjort. Allerhelst ville jeg nemlig til Grækenland, men det er alt for varmt i juli måned, så jeg håber, at jeg får drømmen opfyldt til september i stedet.

Men det betyder ikke, at min sommerferie skal spenderes i Aarhus. Jeg skal en forlænget weekend til Berlin med en veninde og bagefter til London for at besøge Mette, og gense alle de søde mennesker, som jeg efterlod derovre. Det føles virkelig mærkeligt og virkelig spændende at skulle ‘hjem’ til London igen. Jeg boede der jo i halvandet år, men siden Pete og jeg gik fra hinanden i starten af i år, har jeg faktisk ikke været tilbage. Det første lange stykke tid savnede jeg slet ikke London, og var nok på mange måder mættet af byen, men nu kan jeg godt mærke, at jeg længes efter at gense alle de områder, som jeg plejede at færdes i, og jeg savner den stemning af, at alt kan ske, og at bo i en by, som hele tiden er i bevægelse, og hvor man på mange måder føler, at man står lige midt i centrum af alt.

Men jeg skal nok få suget alt det til mig, når jeg kommer på besøg inden længe.

Nu vil jeg fortsætte min fredagsslapper. Kan I have en formidabel weekend, og så ‘ses’ vi på søndag til Ugens OP&NED.

Bloggen på besøg i Aftenshowet

Skærmbillede 2014-05-07 kl. 23.05.48
Skærmbillede 2014-05-07 kl. 23.07.15
Var der nogen, der så Aftenshowet i går? Der var der helt sikkert, for min gamle vidunderlige arbejdsplads laver altså noget knaldgodt TV, og i går var bestemt ingen undtagelse. Der handlede det blandt andet om skjult reklame, og min lille blog var jo faktisk kort med i indslaget.

Det kom sig af tirsdagens Eurovision Semifinale, hvor der var et rigtig sjovt indslag med Pilou Asbæk, som gav en noget glamorøs rundvisning i København. På den rundvisning gik han forbi nogle børn, som legede med Lego, og det gav altså anledning til spørgsmålet om, hvorvidt det var skjult reklame. Det tog Direktøren for Kommunikationsbureauet “København” Sune Bang kyndig stilling til, hvor han blandt andet sendte en kritisk kommentar afsted til os bloggere, som jo netop er en af de platforme, hvor man som modtager virkelig skal have øjnene åbne, for at spotte den skjulte reklame og de ægte intentioner.

Jeg var rigtig glad for, at Aftenshowet havde spurgt, om de måtte bruge min blog som eksempel, for jeg tænker netop en hel del over, hvordan jeg skal præsentere de ting, som jeg får tilsendt, og hvordan jeg bedst kan være gennemsigtig. Som udgangspunkt siger jeg ikke ja til at modtage noget, som ingen relevans har for jer, for bloggen eller for mig, for hvor er troværdigheden lige i det? Derfor skriver jeg det også, når noget er blevet mig forærende eller hvis jeg har sagt ja til at få betaling for at omtale et produkt.

Jeg synes ikke, at vi her på Style Under Scrutiny på nogen måde svømmer over i sponsorerede indlæg eller ekstravagante gaver, men de dukker selvfølgelig op hist og her, og det skal ekspliciteres. Jeg håber at I også føler, at de ting, der kommer på bloggen, er i tråd med mig som afsender og det indhold I generelt forventer herinde. Jeg er i hvert fald enormt bevist om ikke at proppe alt muligt ligegyldigt herind, som fuldstændig gennemsyrer min troværdighed eller kompromitterer den tillid, I har til mig.

Hvorom alting er, har Sune Bang (som altid) nogle skarpe pointer, og hvis du har lyst kan du se indslaget lige her. Klippet omkring skjult reklame på blandt andet blogs starter omrking 44.55.

Påske på Vestkysten

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Man skulle tro at min nylige flytning til Aarhus har medført, at jeg får opfyldt min jydekvota og dermed ikke har det store behov for at tage til Esbjerg, men så tager man fejl. Hold op hvor har det været dejligt at spendere et par dage på Vestkysten med min familie i blændende solskin med et hint af kuling. Det var slet ikke meningen, at der skulle være så stille her på bloggen, men jeg kom så langt ned i gear, at jeg simpelthen ikke magtede at tænde en computer. Så doven kan man være i sin ferie.

Jeg tror mange af os har et lidt ambivalent forhold til det sted, vi er vokset op, for på den ene side er der enormt mange minder forbundet med fødebyen, men på den anden side er det også for langt de fleste af os et sted, vi har valgt at forlade for noget større. Og nok også et sted, vi i vores teenageår så frem til at komme væk fra. Jeg har nu altid holdt enormt meget af Esbjerg, og jeg husker ikke, at jeg som sådan var ved at gå ud af mit gode skind over at bo der, eller at jeg havde en altoverskyggende trang til at forlade byen. Dog har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg gerne ville bo i for eksempel København eller at jeg gerne ville til udlandet, men jeg nyder sådan at komme ‘hjem’. For selvom jeg bor et andet sted og har været flyttet hjemmefra i mange år nu, så betragter jeg stadig Esbjerg som ‘hjem’.

Jeg altid forestilet mig, at når jeg engang bliver gammel, så skal jeg bo i en lille knaldhytte i en hyggelig landsby. Jeg skal eje en ged, en hund og en masse høns, og så skal jeg være på fornavn med alle i byen, så jeg har nok tendens til det lokale generelt, og det behov får jeg lidt stillet ‘derhjemme’. For jeg elsker også, at jeg i Esbjerg kender mine veninders forældre, og i mange tilfælde endda deres bedsteforældre så godt, at der kvitteres med et knus når jeg møder dem. Og noget af det bedste ved julen er også, når alle de gamle rødder vender tilbage til fødebyen fra alle mulige steder i verden, og vi mødes på vores gamle stamsted ‘Industrien’ til en sludder og en kaffepunch.

Men det er selvfølgelig også netop det der gør, at man får mulighed for at holde af sin fødeby uanset hvor stor, lille, pompøs eller rå den er. Fordi man har forladt den. Der er noget utrolig identitetsskabende i at ‘komme fra et sted’ og kalde det for hjem, for jeg kan da mærke, at jeg er stolt af at komme fra lige netop Esbjerg. Også selvom Esbjerg har et lidt blakket ry ude i Danmark, og har rygte for både det ene og det andet, men det er også noget af det, der gør Esbjerg til Esbjerg. Det har karakter, det er lidt skævt og bulet, det er ikke perfekt og måske endda undervurderet, men hvis du er ihærdig og gider at bruge tid på at lære Esbjerg at kende, så gror byen på dig og du får så meget igen, og det vil jeg da egentlig gerne identificere mig med.

Line Love, who?

Det er kommet ny linkbar i toppen af bloggen, og det betyder at der pludselig er en masse nye ansigter, der kigger forbi, derfor har jeg lavet dette korte indlæg, hvor I lige kan få en idé om, hvem jeg er og hvad Style Under Scrutiny er for en blog.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Som I nok kan regne ud hedder jeg Line Love, jeg har blogget her på adressen siden 2009, først sammen med en veninde, så hos Bloggers Delight, og nu alene i denne linkbar. Jeg har en bachelor i Kommunikation og en Master i TV Journalistik, som jeg har læst i London, hvor jeg også har boet i et par år. Siden flyttede jeg tilbage til Danmark for at arbejde for Aftenshowet, men lige nu bor jeg i Aarhus, hvor jeg netop er startet som tilrettelægger hos DR på et nyt antikprogram.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Der er masser af outfit-posts herinde, og jeg kan allerede nu afsløre, at jeg er svært glad for lyserød, store nederdele, feminine snit og generelt farverige outfits, i hvert fald når modet og humøret er til det.

df_effected-1-1
Her på Style Under Scrutiny kan du få lidt af hvert. Du kan blive underholdt af den tilbagevendende Ugens OP & NED-liste, hvor jeg gør status over den seneste uges fadæser og successer. Du kan også være med til at diskutere mænds håbløse ageren på Tinder, eller du kan dele dine tanker om alt lige fra stress og karrysalat til søndagsblues og selvtillid.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAGenerelt er der her på bloggen højt til loftet og uhøjtideligt, og så er der rum til latter, mavedeller og pommes-cravings. Den eneste form for marathon, jeg kommer til at skrive om, er det jeg træner op til på Netflix, og der er generelt ingen der dømmer, hvis man har spist spaghetti med ketchup tre dage i streg. Både på bloggen og i kommentarfeltet er der altid opmuntrende og god stemning, så smid endelig et par ord og hils på.

Hvis du stadig er nysgerrig kan du læse hele bloggens historie her eller du kan gå på jagt i arkiverne til højre.

Rigtig hjertelig velkommen til!

Snaps fra pigekammeret

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Så er jeg mere eller mindre kommet på plads i mit nye, fine hjem her på Grønnegade. Nøj hvor er her hyggeligt, og nøj hvor kommer jeg til at sidde meget i den lænestol og læse gode bøger (…og med bøger mener jeg se Netflix). Efter hele to ture i Ikea efter småtterier og en lille reol mangler jeg vist ikke noget på boligfronten, og jeg føler mig allerede helt hjemme på mit pigekammer. Faktisk har jeg det ganske formidabelt her i Aarhus. Min veninde ringede ellers til mig i går for at citat: “tjekke at jeg ikke lå i fosterstilling og kværnede Breaking Bad”. Godt nok så jeg Breaking Bad da hun ringede, men det foregik aldeles udstrakt med hænderne bag hovedet og en god mavefornemmelse. For det har jeg nemlig med Aarhus, en god mavefornemmelse altså.

I dag har jeg en slags fridag, for det er først i morgen, at jeg starter på mit nye job. Planen er at ordne de sidste praktiske ting, og så skal jeg ellers rundt og tjekke Aarhus ud (og her mener jeg selvfølgelig shoppe). Bagefter har jeg et møde om bloggen, og så skal jeg ses med søde Lise Emilia til en lille fotosession og lidt aftensmad. Alt i alt en rigtig lovende mandag i en rigtig lovende by.