Tusind, tusind tak!

Kære søde læsere,

Så kan jeg vist ikke trække min tænkepause ret meget længere.

Jeg har brugt den sidste måned på konstant at tage små stikprøver og mærke efter: Hvordan føles det ikke at blogge?

I starten kunne jeg ikke mærke en forskel, for jeg havde så lynende travlt med alt mulig andet, men efterhånden blev jeg opmærksom på, at nogle af de ting, jeg i mange år har gået og tænkt på og drømt om pludselig begyndte at gå fra at være netop drømme, til noget jeg så småt gik i gang med at realisere, og det er simpelthen fordi, jeg har fået mere tid.

Og da det gik op for mig, begyndte jeg så småt at reflektere over hvad det er der har gjort, at jeg har taget en tænkepause netop nu efter så mange år med den her dejlige blog.

Jeg tror at hovedsvaret er, at jeg er et andet sted i mit liv nu. Jeg er ikke længere studerende med en nogenlunde fleksibel hverdag, jeg er ude på arbejdsmarkedet, og det er dét jeg koncentrerer mig om lige nu. Og det hænger ikke så godt sammen med den beslutning jeg har taget om ikke at blande mit privatliv og mit arbejdsliv sammen på bloggen. Jeg elsker mit arbejde, og jeg bruger langt det meste af min tid på det, og så er det svært at opretholde en blog, hvor man hver dag skal opfinde et indlæg ud fra de resterende 20% af ens liv, og det bliver desuden en meget lidt sand afspejling af mig.

Men udover, at jeg gerne vil have min tid tilbage, og at jeg gerne vil have mit arbejde i fred, så har jeg også bare et behov for at være mig selv ‘in real time’. Job og tid til side, så er det dét, der er humlen af det hele. Jeg har ikke længere lyst til at putte en masse af mig selv på nettet, jeg har ikke lyst til at skulle forholde mig til en eller anden online version af mig selv, for det er en redigeret version af mig. Jeg vil gerne bare være Line lige her og lige nu uden at skulle tænke over ‘hvad skal Line sige/synes/skrive om/have på i morgen’.

Når alt det er sagt, så har jeg blogget i rigtig mange år, og det har været helt fantastisk alle årene. Og selvom det føles helt rigtigt at sige farvel til bloggen nu, så er de også svært. For det er svært at bryde forbindelsen til det føllesskab, som det har givet mig, og så er det selvfølgelig uendeligt svært at sige farvel til jer, kære læsere.

I har fulgt mig gennem tykt og tyndt. Da jeg levede singlelivet i København, da jeg tog på udveksling i London og fandt en kæreste, da jeg var hjemme i Danmark igen og besluttede at flytte til London, da jeg kom ind på min master derovre, da stresen var lige ved at få has med mig, da jeg fik job på Aftenshowet, da kærligheden gik i vasken og i alle mulige og umulige andre sammehænge. Aldrig i de mange år jeg har haft bloggen, har jeg fået en led, ubehagelig eller formandende kommentar. Der har altid været en fantastisk tone, og I har bidraget med så mange historier fra jeres eget liv. Det har virkelig (og det mener jeg) føltes som om, der var et oprigtigt fællesskab herinde, og det skal I have stor ros for og stor tak for.

Jeg lader bloggen stå lidt endnu, men i det nye år pakker jeg den sammen og lukker den ned, så hvis der er nogle opskrifter, guides til byer eller andet I gerne vil gemme, så gør det lige inden nytår.

Nu ved jeg faktisk ikke hvad jeg mere skal skrive udover tak, så det vil jeg slutte af med.

Tak!

Tænkepause

Følgende statement er formentlig den største kliché i blogverdenen, men nu skriver jeg det alligevel: “Det har virkelig taget mig lang tid, at skrive det her indlæg”.

There, I said it! Og så kan I nok godt regne ud, hvad der kommer nu.

Jeg har brug for en tænkepause fra bloggen. De sidste par måneder er luften lige så stille gået ud af ballonen herinde, fordi jeg ikke har tid og motivation til at poste noget hver dag. Og i stedet for at acceptere, at jeg ikke kan være aktiv hele tiden, så slår jeg mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke får skrevet indlæg. Det er ærlig talt et enormt spild af energi, og blandt andet derfor har jeg brug for en tænkepause og lige så styr på min prioritering.

Forstå mig ret: Jeg elsker at skrive herinde og jeg holder så meget af den gode ping-pong vi har, jeres skøre bemærkninger, når I bidrager med anekdoter og når vi sammen går gennem ét eller andet pinligt. Det er noget af det bedste jeg ved.

Og jeg kan mærke, at de indlæg, som fungerer bedst herinde, er de indlæg, hvor jeg tør at give lidt af mig selv, hvor jeg skriver noget humoristisk, griner lidt af mine egne fadæser eller har nogle betragtninger omkring den af og til halvtåbelige verden, vi lever i. Når jeg sætter mig ned og skriver de indlæg, så lever bloggen virkelig. Men de indlæg tager tid. Det tager tid at få idéen, det kræver tid at skrive indlægget og det kræver mod og energi at stå på mål for dem, og jeg synes ikke, at jeg kan finde nogen af delene lige nu.

Så nu går jeg jeg en måneds tænkepause. Og bare lige for at være helt klar i spyttet: It’s not you, it’s me.

Måske skal jeg omprioritere og finde tiden, måske skal jeg bare lave et dogme der hedder, at jeg ikke behøver at skrive hver dag, måske skal jeg lukke bloggen og starte en ny, ligesom Kia, eller måske skal jeg bare pakke sammen. punktum. Det prøver jeg lige at finde ud af henover den næste måned, men jeg er selvfølgelig at finde i kommentarfeltet i hele perioden.

Home

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Jeg har temmelig længe skyldt jer nogle billeder af mit nye hjem, og her i weekenden fik jeg lige skrabet mig sammen til at få knipset lidt fotos mens solen skinnede, og der var pænt opryddet på mit lille pigekammer.

Jeg bor i en treværelseslejlighed sammen med en pige, og vi har en fælles stue, som er rigtig fint indrettet, men her får I altså billeder af mit soveværelse. Jeg har jeg ikke så mange kvadratmeter at rutte med, men jeg synes faktisk, at jeg har udnyttet rigtig godt. I stedet for at købe en reol eller kommode, besluttede jeg mig for at købe et ekstra tøjstativ, og så bare kylet ALT mit tøj (næsten) på bøjler, og det fungerer optimalt.

Anlægget er et arvestykke fra mine forældre, og selvom det nok har set lidt kikset ud i en årrække, så synes jeg at designet er topmoderne igen nu med det mørke træ og stål.

Hvis I har spørgsmål til hvor nogle af tingene er fra, må I lige skrive i kommentarfeltet.

Man (er verdens kedeligste ven)

DSC01944
I sidste uge brugte jeg rigtig meget tid på en helt særlig person. Én, der simpelthen er så kedelig, som kun lever efter reglerne og opfører sig ordentligt. I sidste uge brugte jeg nemlig en del tid med ‘man’.

I kender ‘man’.

‘Man’ skejer ikke ud. ‘Man’ spiser ikke kage til morgenmad, pizza til frokost og så kage igen til aftensmad. ‘Man’ husker at gøre rent hver eneste uge. ‘Man’ klatter ikke sine penge væk. ‘Man’ fortæller sine venner, når de er for meget.

‘Man’ er verdens kedeligste ven.

Det startede egentlig med det her indlæg, der handlede om aldrig at tage sit yndlingstøj på. For ‘man’ skal ikke være alt for farverig på arbejde. Men hvorfor ikke det?

Senere havde jeg en snak med en rigtig god veninde som sagde, at hun syntes det var lidt ærgerligt, at når man nu blev gift, så kunne ‘man’ ikke længere tillade sig at give den helt lige så meget gas i byen. For det gør ‘man’ ikke. Men hvorfor ikke det?

Og endnu senere gik jeg og tænkte på noget, som en veninde engang havde sagt til mig omkring min opførsel. Hun ville vist gerne have, at jeg skruede lidt ned for mig selv. Og ‘man’ skal jo sige til sine venner, når de skejer lidt for meget ud. Men hvorfor egentlig det?

‘Man’ fyldte altså rigtig meget i sidste uge, og da jeg først havde fået øje på ham, dukkede han op i alle mulige sammenhænge.

Først gik jeg og ulmede og var irriteret på ‘man’, men jo mere han fyldte desto mere rasende blev jeg.

For ‘man’ er den værste jeg kender.

‘Man’ får mine venner til at lægge unødvendigt bånd på sig selv. ‘Man’ giver også mine venner den idé, at de må lægge bånd på mig. Fordi ‘man’ findes, tror andre at det er okay at diskutere og stille spørgsmålstegn ved mit liv og min livsstil, og så giver ‘man’ mig dårlig samvittighed.

‘Man’ synes helt sikkert også, at det her indlæg er selvcentreret, ensidigt og generelt for meget. Men det må ‘man’ rigtig gerne synes, for det forventer jeg af ham, og ærlig talt, så gider jeg ikke at tage mig af ham mere, det er nemlig langt sjovere bare at være mig.

For jeg vil gå i mit yndlingstøj hver dag, også selvom det er en pink kjole. Jeg vil opfordre min vidunderlige veninde til at gøre lige præcis det, der føles bedst for hende uanset om hun er single eller gift. Og så vil jeg generelt gøre lige præcis det, der gør mig allermest glad, uanset hvilken holdning ‘man’ har til det.

Jeg håber, at I vil gøre det samme!

Mine teenageforventninger til 26-årige mig

31385_394119262198_7155173_n
Som teenager havde jeg altid utrolig travlt med at blive voksen. Jeg kunne ikke begribe, at jeg på et tidspunkt ville være et af de der mennesker, som var 26 år gammel. Hvordan mon mit liv var? Hvad mon jeg lavede til daglig? Hvordan mon jeg så ud? Havde jeg mon en kæreste? Jeg havde så mange spørgsmål og kunne næsten ikke vente med at møde mit voksne, forbedrede og klart mere seje jeg. Og selvom jeg jo ikke anede, hvad der ville ske i fremtiden, så havde jeg alligevel visse basisforvetninger, som jeg var rimelig sikker på ville være indtruffet der i midttyverne.

Som teenager var jeg overbevist om, at mit 26-årige-jeg ville:

– Have en sej kæreste, der laver noget mega sejt, bor i en sej lejlighed og generelt bare er sejere end alle andre fyre tilsammen. Reality: Mega single.
– Bo i en ok-lækker lejlighed, som er indrettet til perfektion med en blanding af nye ting fra i Ikea og nøje udvalgte genstande fra diverse loppemarkeder. Reality: Har haft 11 adresser de sidste 6 år, og de eneste møbler jeg ejer er en virkelig mærkelig, men ergonomisk korrekt, kontorstol og et tøjstativ.
– Gå i høje hæle hver eneste dag på mit meget vigtige og meget voksne arbejde. Reality: Tror, mine kolleger ville dø af grin, hvis jeg troppede op i nogle af mine dødsplateaus. Og så ville mine fødder visne og dø.
– Have et meget vigtigt og meget voksent arbejde. Reality: Altså jo mit arbejde er voksent…men ikke mere end at der er plads til at spille bordfodbold (og med ‘spille’ mener jeg ‘blive tæsket sønder og sammen hver eneste dag af mine mandlige kolleger, for mænd er åbenbart naturligt født med evnen til at være god til bordfodbold’).
– Altid have den nyeste discman eller måske endda en mini disc (uh, det var sejt dengang). Reality: Prøver stadig at finde ud af, om tablets bare er en modedille. Man skulle nødig investere i noget forældet elektronik.
– Holde op til flere avisabonnementer. Reality: …altså, det er bare fordi jeg skifter adresse ret tit, ik? Og så kan det være lidt irriterende med et avisabonnement, ik? (pinligt). Men købte 4 sladderblade i lufthavnen i sidste uge OG har abonnement på Euroman. Mit 26-årige-jeg beslutter, at det næsten tæller som avis.
– Have læst alle de store klassikere og generelt have en bred forståelse for og en vedvarende interesse indenfor kultur, politik, samfundsstrømninger, udland og økonomi. Reality: Kan man kalde pubcrawling for en slags kultur? For dér har jeg viden og vedholdenhed!
– Have investeret i mindst et par danske designklassikere. Som minumum eje en Arne Jacobsen stol. Reality: Har en Eames stol. Det er en kopi. Og den blev ofret under break-up’et med Pete og står derfor i London.
– Have lært at spise oliven, store, røde tomater og drikke rødvin. Reality: Tjek på oliven, tjek(!) på rødvin men de der store tomater, som man altid får i burgere og i sin durum; nej tak! De smager af kvalme.

Er jeg den eneste, der som teenager gik og dagdrømte om voksne mig? Hvad havde I som teenagere af forventninger til jeres voksenliv? Og har de holdt?

Fredag

10453829_240563972820035_1119967852_n
Aaaah fredag! Efter fire hektiske, spændende og lange dage i tv-studiet, har jeg en fridag for mig selv. Indtil videre har jeg spenderet den med at sove længe, ordne vasketøj, drikke kaffe i solen, læse avisen, kigge lidt i mine yndlingsbutikker, gå en tur i Latinerkvarteret og købe blomster. Der er noget helt vildt luksuriøst over at have fri på en fredag især når solen skinner, og man netop er kommet på den anden side af et stort projekt. Og om kun en uge har jeg faktisk to ugers sommerferie, så jeg føler lidt, at jeg så småt begynder at komme i feriemodus.

Jeg havde jo egentlig planlagt, at jeg ville på ferie alene i år, men jeg kunne ikke beslutte mig for hvor, jeg skulle tage hen, og så fik jeg det aldrig rigtig gjort. Allerhelst ville jeg nemlig til Grækenland, men det er alt for varmt i juli måned, så jeg håber, at jeg får drømmen opfyldt til september i stedet.

Men det betyder ikke, at min sommerferie skal spenderes i Aarhus. Jeg skal en forlænget weekend til Berlin med en veninde og bagefter til London for at besøge Mette, og gense alle de søde mennesker, som jeg efterlod derovre. Det føles virkelig mærkeligt og virkelig spændende at skulle ‘hjem’ til London igen. Jeg boede der jo i halvandet år, men siden Pete og jeg gik fra hinanden i starten af i år, har jeg faktisk ikke været tilbage. Det første lange stykke tid savnede jeg slet ikke London, og var nok på mange måder mættet af byen, men nu kan jeg godt mærke, at jeg længes efter at gense alle de områder, som jeg plejede at færdes i, og jeg savner den stemning af, at alt kan ske, og at bo i en by, som hele tiden er i bevægelse, og hvor man på mange måder føler, at man står lige midt i centrum af alt.

Men jeg skal nok få suget alt det til mig, når jeg kommer på besøg inden længe.

Nu vil jeg fortsætte min fredagsslapper. Kan I have en formidabel weekend, og så ‘ses’ vi på søndag til Ugens OP&NED.